Over Ø og Hav: En levende udstilling for både børn og voksne

Her er 12 forskellige sags sten, som du også kan se og mærke på i udstillingen på Øhavets Smakke- og Naturcenter. Det er alle sten, du let kan finde på stranden, enten på Strynø eller andre steder i Det Sydfynske Øhav.

Her kan du lære lidt mere om, hvor de oprindeligt stammer fra. Og at de findes på stranden på Strynø viser også, at isen har skubbet godt og grundigt rundt med landskabet og slæbt en masse sten og grus med sig fra steder langt væk. Stenene fortæller os samtidig noget om, hvordan isen har bevæget sig i istiden. For hvis der findes sten på stranden på Strynø, som stammer fra Norge og Sverige, ja så fortæller det os, at isen er kommet langvejs fra. Og samtidig kan det bruges til at få viden om præcis hvordan isen har bevæget sig.

(Tekster af geolog Søren Skibsted)

Rhombeporfyr

Denne ledeblok er en let genkendelig vulkansk lava-bjergart med mere eller mindre rhombeformede, lyse krystaller af mineralet feldspat. Lava er smeltet stenmasse (magma), der er størknet på jordoverfladen. Rhombeporfyr blev dannet i forbindelse med åbningen af Oslofjorden i Perm-tiden for ca. 270-290 mio. år siden. Stentypen findes kun ganske få andre steder på Jorden, blandt andet på Antarktis.

Kinnediabas

Kinnediabas er let genkendelig med dens ”blomkålslignende” udseende. Den er en vulkansk bjergart fra Kinnekulle-området ved den store sø Vänern i Sverige. Stentypen blev oprindelig skabt som lavastrømme i Perm-tiden for ca. 250 mio. år siden og er en almindelig ledeblok i Danmark, bl.a. på steder med aflejringer fra sidste istids Hovedfremstød (”Nordøst-isen”).

Påskallavikporfyr

Karakteristisk vulkansk lava-bjergart, der kendes ved de store strøkorn af to typer feldspat-mineraler, det ene inde i det andet, hvilket får nogle af kornene til at ligner små ”fjernsynsruder”. Ledebloktypen stammer fra den østlige del af Småland i Sverige, hvor mange af bjergarterne blev dannet i Prækambrium-tiden for ca. 1.65 mia. år siden.

Amfibolit / Granat-amfibolit

Amfibolit /granat-amfibolit er ligesom gnejs en metamorf bjergart. Stenens mørke bestanddele udgøres hovedsageligt af en særlig gruppe mineraler, amfiboler. Desuden ses lys feldspat og karakteristiske røde korn af mineralet granat.

Rød og grå Palæozoisk kalksten

Oprindeligt aflejret som blødt kalkslam på bunden af havet i Jordens oldtid (Palæozoikum) i perioderne Ordovicium og Silur for ca. 510-417 mio. år siden. Ofte rig på fossiler, bl.a. trilobiter (et slags leddyr) og orthoceratiter (torpedoformede blækspruttearter), som begge for længst er uddøde. Anvendes som polerede gulv- og facadebeklædninger, samt havefliser (”Ølandsfliser”).

Lagdelt sandsten

Dannet ved transport og aflejring af sandskorn i vand eller på jordoverfladen. Senere er de enkelte korn blevet kittet sammen til en hård bjergart. Mange af de sandsten, vi finder i det sydfynske område, stammer bl.a. fra Bornholm og i Sydsverige, hvor de blev dannet i flod- eller ørkenmiljøer i Kambrium-tiden for ca. 543 mio. år siden.

Skånsk basalt

Denne ledeblok er en sort, hård, vulkansk lava-bjergart. Den stammer fra det centrale Skåne, hvor der findes rester af over 100 små udslukte vulkaner, der var aktive i Jura-tiden for ca.191-178 mio. år siden. Indeholder af og til gulgrønne klumper af peridotit, en særlig bjergart, der stammer helt nede fra Jordens kappe.

Danien-kalk

Danien-kalk er fællesbetegnelse for en række kalkstenstyper fra Danmark, der oprindeligt blev dannet som bløde kalkaflejringer på bunden af et subtropisk hav i Paleocæn-tiden for ca. 62 mio. år siden. De optræder i undergrunden ved Nyborg/Klintholm, samt fra Stevns over Nordsjælland, Djursland, Himmerland til Thy. Visse typer af Danien-kalk er rige på fossiler.

På den udstillede sten er overfladen blevet slebet helt plan af istidens gletsjere og fyldt med aflange ridser (skurestriber), dannet i isens flyderetning, når sten i isen har skuret mod hinanden.

Flint

Flint består af en særlig form for mineralet kvarts. Den er dannet ved kemiske processer dybt nede i de lag af kalk og skrivekridt, der udgør en del af den danske undergrund. Flint følger kalken i et bælte fra Møn, Stevns og Sydvestskåne over Djursland, Himmerland til Thy. Flint optræder i mange former og farver og har en alder på ca. 70-62 mio. år.

Skolithos-sandsten

Hård sandsten, oprindeligt aflejret som løst sand på en tidevandspræget havbund i Kambrium-tiden for ca. 540 mio. år siden. De lodrette ”rør” er sporfossiler, dvs. spor (i dette tilfælde gravegange kaldet Skolithos) efter ormelignende dyr, der levede i havbunden. Findes på Bornholm, i Sydsverige og i dele af Østersøen.

Gnejs

Er en såkaldt metamorf bjergart, dvs. en stentype dannet under højt tryk og/eller temperatur dybt nede i Jorden ved omdannelse (omkrystallisering) af andre bjergarter. Under metamorfosen (græsk: forvandlingen) ændres bjergartens mineralogiske og kemiske sammensætning, hvilket f.eks. kan ske i forbindelse med dannelsen af bjergkæder. De Skandinaviske gnejser er ofte over 1.5 mia. år gamle.

Granit

Er en typisk magmabjergart, dvs. en stentype dannet ved langsom afkøling og størkning af smeltet stenmasse (magma) dybt inde i jordskorpen. Den langsomme størkning giver bl.a. mineralkornene/ krystallerne tid til at vokse frit i alle retninger, indtil de støder sammen med andre krystaller. Resultatet bliver, at mineralkornene orienteres tilfældigt i et puslespilslignende mønster. I den udstillede granit ses glasagtig grålig-blålig kvarts, to forskellige feldspat-mineraler (grålig plagioklas og rødlig kalifeldspat) samt forskellige mørke mineraler. Der findes mange forskellige granittyper af forskellige aldre rundt omkring på Jorden. En del af de Skandinaviske granitter kan bruges som ledeblokke.

Hvad er det med den is?

Geologer kalder den periode, vi lever i nu, for Kvartær og den har indtil nu varet i 2,6 millioner år.

Her kan du se en lille del af jordens 4,6 milliarder år lange historie: www.evolution.dk

Se her, hvis du vil se den geologiske tidsskala med levende væsener på: www.npd.no

I den geologiske periode Kvartær har der været gentagne istider. Klimaet har skiftet mellem kulde- og varmeperioder. Også i den sidste istid, Weichel-istiden, som varede fra ca. 117.000-11.000 år før nu, skiftede temperaturen mellem koldere og varmere perioder. Isen dækkede ikke landjorden hele tiden i kuldeperioderne, men den bevægede sig frem og smeltede tilbage – også her over Det Sydfynske Øhav. Dette har været med til at forme landskabet, som vi kender det i dag.

Hvis man kigger på et kort over Det Sydfynske Øhav kan man se, hvordan flere af øerne er trukket eller skubbet ud i samme retning.

Hvorfor ”istid”? 

Engang troede man, at isen dækkede meget store landområder i hele kuldeperioden, og derfor fandt man på navnet ”istider”. Det navn betyder at man nemt kommer til at tro, at isen dækkede meget store dele af kloden i hele kuldeperioden. Det er dog ikke rigtigt, for isen var en dynamisk størrelse. Den bevægede sig frem og tilbage. Den masede sig frem (og skubbede forskelligt materiale op på sin vej) og smeltede væk igen (og efterlod f.eks. grus eller lavede dale, der hvor smeltevandet skar sig ind i landskabet).

Du kan se mere om fortidens klima på jorden her: www.climateminds.dk

Hvis du er en endnu større nørd og vil vide mere om landskabsdannelsen og istidslandskabet i Danmark, så læs her i Geoviden: ”De seneste 150.000 år i Danmark”

Se også andre numre af Geoviden fra Geocenter Danmark: www.geocenter.dk

Hvordan fik vi et øhav?

Det Sydfynske Øhav blev først dannet som øhav op gennem stenalderen.

Da isen smeltede efter sidste istid hævede landet sig først, fordi tyngden af isen forsvandt. Dermed hang hele Det Sydfynske Øhav sammen. Det vil sige, at man faktisk kunne gå rundt i området på det, der nu er havbund. Øerne, vi kender i dag, var datidens bakker i landskabet.

Du kan se det illustreret i de to animationer, der er i udstillingen ’Over Ø og Hav’ på Øhavets Smakke- og Naturcenter.

Se her en tegning fra en af animationerne, som viser, hvordan det formodentlig har set ud.

På tegningen ses tydeligt det vandfyldte område syd for Strynø, som dengang udgjorde et moseområde. Området kaldes Strynøbassinet og har ganske givet været et godt jagtområde for datidens beboere omkring det, der i dag er Strynø.

Efterfølgende steg det globale havniveau pga. afsmeltningen af det Skandinaviske og det Nordaamerikanske isskjold. Dette førte til en oversvømmelse af området, som vi i dag kender som Det Sydfynske Øhav. Derved blev det til verdens største oversvømmede istidslandskab, bakker blev til øerne og stenalderbopladser ved kysterne måtte med tiden forlades og findes derfor nu under havets overflade.

I dag hæver Danmark sig

Hvad betyder det, at Danmark hæver sig? Kommer vi til pludselig at vælte af eller kommer her bjerge? Geolog Søren Skibsted forklarer det således:

Kystens varierede beliggenhed gennem tiden er et kapløb mellem det globale havniveau og den lokale landhævning eller landsænkning. Siden sidste istid har Danmark hævet sig, men ikke lige meget, eller med samme hastighed, alle steder i landet.

Den markerede linje på kortet ovenfor kaldes ”Nul-isobasen”. Nord for denne linje er landhævningen størst og hurtigst. Mindst og langsomst er den syd for linjen. Lige nu stiger vandstanden i verdenshavene. I Syddanmark, hvor landhævningen er beskeden, opleves derfor en havstigning i forhold til landjorden. Nord for linjen synes landet (endnu) at hæve sig i forhold til havniveauet.

Landhævningen i Danmark er i dag gennemsnitlig omkring 0-2 milimeter per år, men det afhænger af, hvor man befinder sig.

I udstillingen ’Over Ø og Hav’ på Øhavets Smakke- og Naturcenter kan du også se mere om, hvad fremtiden måske kan bringe for Det Sydfynske Øhav.

Egestammer fra stenalderens urskov

I udstillingen på Øhavets Smakke- og Naturcenter kan du se og mærke på et stykke af en egestamme, som stammer fra stenalderens urskov omkring Strynø – den er mellem 6.000 og 7.000 år gammel.

På det tidspunkt da havvandet oversvømmede det område, der i dag er Det Sydfynske Øhav, var her rigtig meget skov. Nogle af de store egetræer, som stod i området dengang er bevaret som stubbe eller stykker af stammer på havets bund. Der dukker stadig rester af urskoven op.

Da der skulle graves vandledning ned fra Langeland til Strynø i fandt man flere af stenalderskovens stammer på havbunden og Øhavets Smakke- og Naturcenter fik en stamme af Langelands Museum. Det er et stykke af den, som du kan se i udstillingen.

Hatbakkerne på Langeland

På Langeland findes flere parallelle rækker af såkaldte hatbakker i landskabet. Knap 700 i alt. Disse bakker er også på en eller anden måde ”isens værk”.

Hatbakkerne er 10-20 meter høje grusbakker. Det er noget usikkert hvordan de er dannet, men måske er de blevet til i randen af en gletsjer, hvor huller i isen er blevet fyldt op med grus, som er blevet presset op af isen til bakkerne. Hatbakkerne på Langeland ligger på lange linjer som fortsætter under havet ud i Storebælt og op til omkring Korsør.

Hatbakkerne fik deres navn efter en kvindelig geologs klokkehat (den slags hatte var på mode i 1920’erne).

I udstillingen ‘Over Ø og Hav’ på Øhavets Smakke- og Naturcenter møder du tre figurer, som kunne have levet i stenalderens Øhav: Aske, Knirke og Jord.

De er fortæller jagthistorier fra dengang de levede. Fortællingerne er bygget over arkæologiske fund fra området, som har vist, hvordan man levede dengang.

De tre perioder i stenalderen har forskellige navne: Maglemosekulturen, Ertebøllekulturen og Bondestenalderen.

FAKTA: Hvad er en kultur?

En kultur er det, man gør. Det, man spiser. De redskaber, man har og hvordan man jager. Hvordan man begraver sine døde. Om man tegner eller laver kunst osv. Kultur er altså den måde de mennesker, det handler om, lever på.

Aske var jæger i Maglemosekulturen

(9.700-6.400 år før vores tidsregning)

Hvorfor hedder det Maglemosekulturen?

Maglemosekulturen har sit navn efter stenalderbopladserne, som er fundet i Maglemosen på Vestsjælland. Når arkæologerne har fundet andre bopladser med lignende fund, så ved de at de stammer fra samme tid.

Hvordan levede Aske?

Askes familie flyttede meget rundt efter maden. De spiste mange slags dyr: Urokse, elg, vildsvin, rådyr, grævling, skovmår, vildkat, egern, bæver, hare, fugle og fisk. Men de spiste også bær og nødder. Arkæologer har fundet rester af det hele, når de har gravet ved Maglemosekulturens bopladser. Derfor ved vi, hvad Askes familie spiste.

I udstillingen på Øhavets Smakke- og Naturcenter kan du prøve at måle dig med en urokse.

Knirke

Knirke var jæger og samler i Ertebøllekulturen

(5.400-4.000 år før vores tidsregning)

Hvorfor hedder det Ertebøllekulturen?

Ertebøllekulturen har sit navn fra en køkkenmødding som arkæologer har fundet ved Ertebølle. En køkkenmødding er dér, hvor jægere og samlere på den tid smed resterne efter snegle, østers og muslinger, som de havde spist.

Hvordan levede Knirke?

I Ertebøllekulturen boede de fleste ved kysten. De spiste sæler, fugle, fisk og skaldyr. Arkæologer har fundet stammebåde, fiskeruser og harpuner, som fortæller os at de fiskede meget. Derfor ved vi det.

Knirke og Aske spiste ikke det samme.  Da Knirke levede, blev Det Sydfynske Øhav til et øhav. Derfor spiste hun mere fisk. Skoven blev samtidig til en tæt urskov uden græs. Derfor forsvandt mange af de store dyr, som spiste græs.

Jord var bonde i Bondestenalderen

(3.900-1.700 år før vores tidsregning)

Hvorfor hedder det Bondestenalder?

Bondestenaldermenneskene begyndte at dyrke jorden. Det hedder bondestenalder, fordi de på den tid blev bønder. Da Jords forfædre kom til Danmark fra Mellemeuropa, vidste de allerede, hvordan jorden skulle dyrkes.

Hvordan levede Jord?

Flere og flere ville dyrke jorden. Derfor konkurrerede Jord og hans naboer om den jord, der var i området. De kom også op at slås. Arkæologer har fundet skeletter fra dengang. Med hul i kraniet eller brækkede knogler.

Andre gange gav de deres nabo en gave for at være gode venner. En flot flintøkse eller ravperler. Måske inviterede de familien og naboerne på et festmåltid.

Kender du en flintøkse?

I udstillingen ’Over Ø og Hav’ kan du se flintøkser fundet lige i nærheden af Strynø. De har ligget under havet og er fundet af arkæologer fra Langelands Museum.

Du kan også lære meget mere om stenalderen i Det Sydfynske Øhav og se flere fund fra den tid på Langelands Museum i Rudkøbing.

Spættet sæl

Den spættede sæl er den almindeligste sælart vi har herhjemme. Du kan se den mange steder. Men den foretrækker uforstyrrede områder, hvor den kan være i fred for mennesker. Der har nok altid været spættede sæler i Danmark. Man har fundet knoglerester i køkkenmøddinger fra den yngre stenalder som viser, at der har været sæler i Danmark i hvert fald i de sidste 7000-8000 år. I året 2009 var den samlede bestand af spættet sæl omkring 14.000 dyr, som ynglede på i alt 16 lokaliteter.

Fakta om den spættede sæl

Spættet sæl kan blive op til 1,5 m og veje op mod 75 kg. Hannerne er lidt større end hunnerne. Pelsen er grålig med mørke eller lyse pletter og bugen er som regel lysere end ryggen. Et træk der kamuflerer sælen i vandet. Føden består af alle slags fisk. Derudover spiser sælen både blæksprutter og krebsdyr. Hunnen bliver kønsmoden i 3-6 års alderen, mens hannen bliver det noget senere. Den spættede sæl kan blive op til 30 år gammel i naturen.

Klik her for at læse mere om den spættede sæl
Lav en quiz: Quiz og byt fra Vadehavscenteret

Lær mere om den spættede sæl i udstillingen på Øhavets Smakkecenter. Klap vores klappesæl og tag med os på sælsafari.

Gråsælen

I Danmark har vi også en anden sælart. Gråsælen er sjælden i Danmark og er endnu ikke blevet spottet i Det Sydfynske Øhav. Indtil for hundrede år siden var gråsælen ellers vidt udbredt i Danmark, men intensiv jagt udryddede arten helt. I de senere år er antallet af gråsæler, der ses i danske farvande steget igen. Bestanden er dog fortsat forholdsvis lille.

Fakta om gråsælen

Gråsælen er Danmarks største rovdyr! Hannen, der er omkring 1½ gang større end hunnen, kan blive over 2 m og veje op til 300 kg.

Føden består af mange arter af fisk, såvel som blæksprutter og krebsdyr. Men gråsælen kan også finde på at tage marsvine-unger.

Sælens pels er grålig, af og til med mørke pletter, og ofte er bugen lysere end ryggen. Gråsælen har et hesteagtigt hoved. I modsætning til den spættede sæl går gråsælens lange snude med den lige næseryg nemlig i ét med panden. Gråsælen bliver kønsmoden i alderen 4 – 5 år, og bliver sjældent ældre end 46 år.

Se mere om gråsælen her på www.naturstyrelsen.dk

Se forskel på spættet sæl og gråsæl: Spot en sæl, Danmarks Naturfredningsforening

I udstillingen *Over Ø og Hav’ på Øhavets Smakkecenter kan du se mange smukke fotos fra strandengen. Men selvom den kan se smuk og fredelig ud, er strandengen et barskt sted at være plante, hvor kun de bedst tilpassede overlever.

Udfordringer på strandengen

Når man er plante på en strandeng, lever man under specielle vilkår og har for eksempel følgende udfordringer:

Oversvømmelse

Strandengen oversvømmes – i mindre eller større grad – af havvand. Den nederste del af strandengen oversvømmes med tidevandet et par gange om dagen, mens den øvre del oversvømmes sjældnere – f.eks. i forbindelse med storm.

• Når strandengen er under vand er planternes fotosyntese er stærkt nedsat. Det skyldes at udvekslingen af ilt, kuldioxid og vanddamp imellem planterne og atmosfæren er afbrudt. Vandet slemmer lerpartikler op under oversvømmelsen og dæmper derved lyset.
• Selvom strandengskyster er relativt beskyttede sammenlignet med de eksponerede kyster ved den jyske vestkyst, bliver strandengsplanterne udsat for mekanisk slid på grund af bølgepåvirkning ved storm og højvande. Mange strandengsplanter har en konstruktion, der er en tilpasning til dette. F.eks. har mange arter små eller smalle blade, hvilket nedsætter planternes modstand mod det strømmende vand og dermed risikoen for slid.
• Når jordbunden bliver vandmættet, hæmmes transporten af ilt fra atmosfæren ned i jorden. Jordbunden bliver derfor iltfattig eller iltfri, undtagen i de allerøverste centimeter. Tilførslen af ilt til rødderne gennem jorden er derfor stærkt nedsat. Og følgelig ændres mange kemiske og biologiske processer i jordbunden i en retning, der er dårlig for planterne.
  F.eks. vil svovl, der dannes ved nedbrydningen af organisk stof under iltfri forhold, blive frigjort som sulfid, der er giftigt for planterne.

Og hvad gør planterne så? Et par eksempler:

På den nederste del af strandengen er jorden mættet af vand og ofte oversvømmet. Som en tilpasning hertil har mange af strandengens ”sumpplanter” udviklet rødder i det allerøverste, gennemluftede jordlag. Det vil sige, at de får iltet rødder i selv vandmættet jord.

Strand-kogleaks

Strand-kogleaks har kraftige jordstængler nede i det iltfri sediment, men disse forsynes med ilt via luftkanaler i bladstilkene. Fænomenet er kendt som ”åkandens indre vind” – da det først blev opdaget i åkander. Læs mere om den ”indre vind” i planter her

Salt

Indholdet af salt i strandengens jordbund bestemmes af hyppigheden af oversvømmelse – og af det lokale klima. Havvandet, der oversvømmer strandengen, indeholder vekslende mængder salt, afhængigt af hvor i landet man befinder sig. I Det Sydfynske Øhav er saltholdigheden 20-15, hvor den i Skagerrak er op mod 34. Saltholdigheden skifter i Det Sydfynske Øhav alt efter, om der strømmer salt vand ind fra Nordsøen eller brakvand ind fra Østersøen.

En del af saltet bliver tilbage i jordbunden, når vandet trækker sig tilbage. Kraftig nedbør vil imidlertid fortynde saltopløsningen, så saltkoncentrationen nedsættes. Omvendt vil høj temperatur og kraftig fordampning forøge saltkoncentrationen i jordvandet – især lidt højere oppe på strandengen, hvor saltet ikke så ofte bliver fortyndet ved ny oversvømmelse.

Det højeste saltindhold – ofte højere end saltindholdet i havvandet – finder man omkring 1/3 oppe på strandengen. Endnu højere oppe på strandengen aftager saltindholdet igen, fordi oversvømmelse her er mere sjælden.

Det høje saltindhold har flere konsekvenser for strandengens planter.

• Den store mængde af natriumioner ændrer strukturen af en leret jordbund. Den bliver slimet og vanskeligt gennemtrængelig for vand og luft.
• Jordvæskens ionsammensætning er et problem for planterne. Især natrium og klor kan forekomme i koncentrationer, der er giftige. Det kan medføre, at vigtige næringsstoffer ikke uden videre kan blive optaget af planterne i passende mængde.
• Høje saltkoncentrationer i jordvæsken gør det vanskeligt for planterne at optage vand gennem rødderne – den våde saltjord siges at være „tør“ – rent fysiologisk.

Og hvad gør planterne så?

Den høje saltholdighed gør det svært at optage vand. Planterne skal kunne opbygge en indre saltkoncentration højere end den i omgivelserne for at optage vand. Det gør de på flere måder.

• Generelt kan højere planter (frøplanter og karsporeplanter) selektivt optage ioner i et mængdeforhold, der er anderledes end i jordvæsken gennem rødderne. Det gælder også for saltplanterne, der kan nedregulere optagelsen af natrium- og kloridioner og samtidig sikre, at vigtige næringsstoffer, såsom kalium, bliver optaget i passende mængde.
• Saltkoncentrationen kan nedsættes blot ved, at planten vokser og forøger sin biomasse. Mere udtalt er mange strandengsplanter sukkulenter. Sukkulens er udvikling af plantevæv, der er rigt på vand. Der kan saltet fortyndes. Sukkulens ses hos f.eks. kveller, strandgåsefod og hindeknæ.
• Mange strandengsplanter har udviklet saltudskillende kirtler på blade eller stængler. Herigennem kan de reducere saltkoncentrationen i plantevævet. Saltudskillelsen gennem saltkirtler kræver meget energi, og mange saltplanter har derfor en stor respiration!
• Hos arter uden saltkirtler, som ikke er sukkulenter, kan salt ophobes i ældre plantedele, der dør og afkastes. Det kendes hos f.eks. strand-asters.

Næringsstoffer

Havvand er rigt på de fleste plantenæringsstoffer og med hyppige oversvømmelser er der derfor rigeligt med næring til planterne. Dog er det naturlige indhold af kvælstof i havvand lavt. Og netop mangel på kvælstof har vist sig at begrænse produktiviteten på strandengen.

Og hvad gør planterne så? Når det nødvendige kvælstof ikke kommer fra havet, hvad er så kvælstofkilden på strandengen?
Svaret er: kvælstoffikserende mikroorganismer.

Cyanobakterier, også kaldet blågrønalger, findes ofte i jordoverfladen i lavninger og på lysåbne pletter i strandengen. De kan fiksere N2 og omdanne det til tilgængeligt kvælstof for planterne.

Højere oppe på strandengen vokser planter, der har kvælstoffikserende bakterier af slægten Rhizobium i rodknolde.

Selvom strandengen generelt er rig på næringsstoffer, er biomasseproduktionen ikke særlig høj. Det skyldes det salte miljø. En stor del af planternes primærproduktionen går til respiration, der skaffer den energi, der er nødvendig for, at planterne kan opretholde deres saltbalance.

Græsning

Græsning (og slåning) er endnu et vilkår planter på strandenge ofte må leve med. Og det ændrer både landskabets struktur og udseende. Græssende husdyr præger strandengen på flere måder.

• Græssende dyr går rundt og det påvirker overfladen og jordbunden på strandengen. Hvor jordbunden er leret og våd, trampes humuslaget i stykker, og jordoverfladen skubbes op i 10-30 cm høje tuer. Tuestrukturen forstærkes af, at kreaturerne træder i hullerne, der bliver endnu dybere. Og yderligere vokser planterne fortrinsvis på tuerne.
• Jorden mellem tuerne æltes, når dyrene går rundt.  Det betyder, at jordbundens struktur ændres og dræning nedsættes. Derved forøges saltindholdet i jorden samtidig med at iltningsforholdene forringes. Dette skaber vanskeligere vækstbetingelser for planterne.
• Græsningen bringer næringsstofferne på strandengen i cirkulation. Dyrene optager næringsstoffer med føden og returnerer dem i form af urin og fast gødning. Desuden flytter dyrene rundt på næringsstofferne på strandengen. Løsgående dyr på en større strandeng græsser nemlig ofte på de lavtliggende dele af engen, der hyppigt modtager næringsstoffer fra havvandet ved højvande. Derfra bevæger dyrene sig op på højere terræn for at hvile og tygge drøv. Her deponeres urin og gødning.

Og hvad gør planterne så?

Græsning er både godt og skidt for planterne – og ændrer i al fald landskabet. Strandengen er som regel mere artsrig og heterogen, hvis den græsses, mens ugræssede strandenge ofte bliver mere homogene og domineres af få høje planter. Bliver strandengen ikke græsset, kan der udvikles strandsump med højtvoksende tagrør eller strand-kogleaks.

Læs mere om strandenge her på www.naturstyrelsen.dk

Naturstyrelsen har lavet et hæfte om strandenge

Naturen byder på en masse vilde, spiselige planter. Du kender allerede rigtig mange af dem: Brændenælder, mælkebøtter, skvalderkål og tidsel. Men også på stranden og strandengen er der masser af spiseligt at finde.

Når du går en tur på stranden er der altså meget mere at lede efter end fugle, fisk og sten. Find noget spændende til din grønne aftensmad.

Der er dog nogle meget vigtige huskeregler, hvis du vil spise naturens grøntsager og krydderurter – for der findes selvfølgelig også giftige planter imellem dem, du finder på din tur på stranden.

Strandurter – plukketip for begyndere

Pluk kun urter, som du kender. Lad dem stå, hvis du er i tvivl. Start med at lære 1-2 letgenkendelige spiselige arter at kende.

Pluk hver enkelt plante for sig og pluk, så roden bevares og så du ikke kommer til at plukke noget giftigt med.

Pluk kun til eget forbrug og højst, hvad der svarer til indholdet i en lille bærepose.

Pluk aldrig fredede urter. Se mere om fredede urter i Den Danske Rødliste over fredede arter og planter

Pluk kun på steder, hvor det er tilladt. På offentlige strande og strandenge må du plukke alle steder. På private områder må du kun plukke de urter, du kan nå fra veje og stier.

Skyl urterne før brug og pluk mindst 2 meter fra trafikeret vej.

Kilde: Naturvejleder Marianne Mark, gengivet i Politiken – se også hendes bog: ”Spis strandurter”.

Almindelig salturt – Kveller

Du kan se mere om salturt også kaldet Kveller i den film fra udstillingen på Øhavets Smakkecenter, der handler om denne salte plante.

Kveller vokser på strandengen, hvor saltvandet dagligt kommer ind og den har tilpasset sig det salte miljø.

Du kan kende kveller på de leddelte, sukkulente stængler – den minder lidt om en minikaktus. Den bliver 10-30 cm. høj.

Kveller har sæson i juni til august og du høster den øverste del over jorden.

Du kan bruge hele planten, dog ikke rødderne.

Kveller smager lækkert og mildt og minder lidt om en salt asparges.

Skyld den grundigt inden brug.

Spis den rå som en snack eller i salat – som spiselig pynt. Eller blancher den til fisk eller som del af en forret.

Urtesalt

Salturt / Kveller har et saltindhold på 15-30 % og kan bruges i stedet for salt. Tør den i solskin og knus så de tørrede urter i en morter – så har du lækkert urtesalt.

(Kilde: ”Spis strandurter” af Marianne Mark)

Andreas Mørck er fotografen og filmmanden bag de smukke fotos og film i udstillingen ”Over ø og hav” på Øhavets Smakkecenter.

Andreas er uddannet biolog og wildlife photographer. Han har sin filmvirksomhed Moving Nature og som det fremgår, involverer hans filmarbejde gerne familiens hjælp.

Andreas er selv født og opvokset her ved Det Sydfynske Øhav, på Langeland. Derfor kender han Øhavet rigtig godt. Andreas tilbragte mange sommerdage på havet og øerne for at få alle de flotte film og fotos, om kan nydes i udstillingen på Strynø.

Hør her en af hans fortællinger om, hvordan det også er, hvis man ser om bag kameraet.

Filmen om sælen – og fotos af sæler og svaner

Det var en perfekt dag. Vi forlod Ristinge Havn i en let sommerbrise og sejlede afsted på det klare, blå hav mod Strynø Kalv. Planen var simpel; udforsk det lave vand og find nogle knopsvaner til filmen om svaner til Øhavets Smakke- og Naturcenter. Hvis vi var heldige, kunne vi endda finde en hel flok af svaner.

Med kameraudstyr ombord og med nyindkøbte lakridspiber i munden nærmede vi os Strynø Kalv. Godt 500 m fra øen begyndte de første smil at brede sig i vores ansigter. Nord for Grensholm mellem Strynø Kalv og Bredholm lå et par knopsvaner, og vi satte straks kurs mod fuglene. Men da vi nærmede os Grensholm, opstod et problem. Radaren ombord viste meget lavt vand og adskillige steder forude lå store sten og stak ud ad vandet. Vi var derfor nødsaget til at sejle vest om Grensholm.

Med tungen lige i munden fik vi manøvreret os ind i udmundingen mellem Bredholm og Grensholm. Og her fik vi en gevaldig overraskelse. 200 m foran os lå en kæmpe flok knopsvaner. Hundredevis lå samlet og åd vandplanter på det lave vand. Og den ene overraskelse førte til den anden. I kikkerten spottede vi også fem sæler, som lå og varmede sig på stenene foran svaneflokken.

Det var et drømmescenarie. Ikke blot fandt vi mange svaner, men med sælerne fremme, kunne jeg få helt unikke optagelser. Men der var endnu et problem.

Sæler er generelt meget sky dyr. Hvis vi sejlede vores motorbåd mod dem, ville de skynde sig væk inden jeg kunne nå at filme dem. Løsningen var simpel! Jeg sad på stævnen af båden med kameraet, mens min far og min ene bror langsomt padlede den 21 fod lange motorbåd mod dyrene. Jeg fik adskillige gode scener og billeder i kassen. Men med 50 m igen fik sælerne nok. De lod sig ploppe i vandet og svømmede roligt afsted, mens de kiggede nysgerrigt på os. Svanerne fortsatte upåvirket med at æde løs.

At finde både knopsvaneflokke og sæler på en og samme dejlige dag, var fantastisk. Og at finde dem mens vi sejlede rundt i Øhavet på en solrig sommerdag var endnu bedre. Det var en perfekt dag.